Træskulpturer/motorsavs skulpturer
Som traditionel billedskærer er jeg oplært i hovedsageligt at bruge billedskærer jern. De findes i alle tænkelige og utænkelige udformninger og er dermed anvendelige til de forskellige konkave eller konvekse former man som billedskærer kan komme ud for at skulle lave.
Billedskærere har i mange år brugt båndsaven som hjælpemiddel til at skære den grove form i træskulpturen. I vores tid er der kommet mange nye maskiner til, som gør det lettere at skære træet til i starten. Jeg bruger også motorsaven til at lave træskulpturer med. I de første år gjorde jeg det mest, fordi jeg jo ikke kunne komme udenom, at det er tidsbesparende og derved muligt at træskulpturen bliver billigere. Med årene er jeg dog blevet helt glad for at lave motorsavsskulpturer. Med diverse save i forskellige størrelser og fræsere, vinkelslibere og pudsemaskiner er det muligt, at skabe træskulpturer med meget udtryk.
Da det nu engang er billedskærer jernene jeg har arbejdet med i flest år, ender jeg altid med at bruge dem til de små detaljer på træskulpturen. Som for eksempel øjne eller fingre.
Som et eksempel på motorsavsskulpturer, jeg har lavet, kan jeg her vise hænderne ved Søstrup kirke.
Menighedsrådet ved Søstrup Kirke ved Holbæk tog kontakt til mig i efteråret 2014. Man havde ved Kirken fældet en hel række store gamle asketrær og ladet to stå afskåret i cirka tre meters højde. Menighedsrådet havde nu et ønske om at få forvandlet stubbene til to hænder. En der skulle vise velsignelsens tegn og den anden hånd skulle bære et hjerte som tegn på kærligheden til og fra gud.
I marts 2015 påbegyndte jeg arbejdet, som blev en smule besværliggjort af den gamle kirkemur, der stod tæt på træerne. Jeg måtte bygge et stillads hen over, for at kunne få en ordenlig arbejdsplads. Beboerne i Søstrup fulgte spændt med i projektet og ingen brokkede sig over motorsavs larmen og alt det savsmuld, der ikke helt kunne undgå at flyve rundt på kirkegården. Tværtimod oplevede jeg en glæde hos de besøgene på kirkegården, over at de gamle træer blev æret på den måde.
Her er resultatet af mit arbejde: